Hjertestartere kommer sjældent i brug

Fire procent af dem, der får hjertestop, stødes med hjertestarter, før ambulancen ankommer, viser opgørelse.

Flere end 19.000 hjertestartere hænger klar over hele landet. Men kun de færreste, der bliver ramt af hjertestop, får gavn af dem, skriver Politiken lørdag.

Hvis flere skal overleve hjertestop, skal flere almindelige mennesker sørge for at få en hjertestarter frem, inden ambulancen kommer, vurderer eksperter over for Politiken.

Ifølge seneste opgørelse fra den præhospitale hjertestop-database bliver godt 4 procent af dem, der rammes af hjertestop, stødt med en hjertestarter, inden ambulancen kommer.

»Der er brugt enorme summer på hjertestartere, men meget få kommer desværre i brug. Der er et meget stort potentiale, hvis vi kan få dem bragt ud til dem, der er faldet om. Der findes ikke andre sygdomme, hvor overlevelsen i samme grad afhænger af hjælp fra et medmenneske«, siger overlæge og forskningschef i Akutberedskabet i Region Hovedstaden Fredrik Folke til Politiken.

Formand for Dansk Råd for Genoplivning, overlæge Jens Flensted Lassen er enig: “Danskerne er meget godt forberedt til at træde til ved hjertestop. Fire ud af fem voksne har taget et kursus i hjerte-lunge-redning, og mange træder til, når det gælder. Men forbedringspotentialet ligger i, at hjertestarterne kommer frem i løbet af de afgørende første minutter”, siger han til Politiken.

Flere overlever hjertestop
Chancen for at overleve et hjertestop falder med 10 procent for hvert minut, der går.

Har man hjertestop og bliver stødt med en hjertestarter inden for de første 4 minutter, er chancen for genoplivning op mod 50 procent.

Som det er i dag, når ambulancer og professionelt mandskab typisk frem efter 5-6 minutter i hovedstadsområdet. De fleste andre steder i landet går der 10 minutter eller mere. Og meget går den rigtige vej.

Siden 2001 er der sket en tredobling i andelen af danskere, der overlever et hjertestop. 12 procent af de knap 4.000 danskere, der årligt rammes af hjertestop, overlever. I sammenligning med andre lande er det en stor succes.

“Udviklingen er meget glædelig. Vi skal huske, at vi taler om mennesker, der har været døde, men nu vender tilbage til livet”, siger Jens Flensted Lassen til Politiken.

Hjerteforskere og ledere af de danske akutberedskaber har sat sig et ambitiøst mål: I 2020 skal overlevelsesprocenten op på mindst 20 procent.

Skal man nå det mål, nytter det næppe at sætte flere ambulancer ind. Potentialet ligger hos almindelige danskere, der bringer hjertestartere frem.»Groft sagt kan man sige, at hjerte-lunge-redning vinder tid, men folk overlever sjældent i kraft af hjerte-lunge-redning. Det er hjertestarteren, der øger overlevelsen«, siger Fredrik Folke til Politiken.

Kilde: Politikken