Borgerne redder hinanden

Region Sjælland og Vordingborg Kommune samarbejder om en ny app, First Aed, der skal hjælpe borgerne med at hjælpe hinanden ved hjertestop.

Onsdag i sidste uge stod Region Sjælland og Vordingborg Kommune bag et event foran Stars på Algade i Vordingborg for at synliggøre, hvor vigtigt det er, at borgere kan hjælpe hinanden med førstehjælp, når ulykken er ude. Regionen præsenterede her en ny app, First Aed, som borgere, der har et gyldigt førstehjælpsbevis, kan tilmelde sig og dermed blive adviseret og bedt om at hjælpe, når en person inden for en radius af fem kilometer er faldet om med hjertestop.

Region Sjælland og Dansk Folkehjælp håber i løbet af nogle få år at få 8.000 borgere til at tilmelde sig app’en og dermed være med til at redde liv: Det er der, hvor kragerne vender, at det er særlig vigtigt, siger Benny Jørgensen, der er direktør for præhospitalscentret i Region Sjælland, men understreger, at borgernes hjælp også er nødvendig i byerne, da det er her, der bor flest mennesker og derfor også her flest uheld sker.

Førstehjælp på siloen
Ib Skovgaard fra Nyråd måtte tilbage i 2009 sande, at det er livsvigtigt, at der er borgere, der kan førstehjælp. Den 21. juli 2009 faldt han pludselig om med en blodprop i hjertet, mens han var på arbejde. Han er slet ikke i tvivl om, at han kun er i live idag, fordi en medarbejder kom til og gav hjertemassage indtil ambulancen kom. Ib Skovgaard arbejdede dengang som maskinmester på malteriet i Ørslev. På ulykkesdagen kaldte en af hans medarbejdere ham op på den høje silo for at godkende et stykke arbejde, han havde lavet dér.

– Jeg mødte vores smede, der var på vej til frokost, så gik jeg rundt om bygningen og op ad vindeltrappen. Og jeg nåede helt op, og så sagde jeg: En skønne dag tager den her trappe livet af mig, fortæller Ib Skovgaard om den famøse dag, hvor hans hjerte pludselig stod af. Dér stopper hans erindring, og den begynder først igen fire døgn senere, da han vågner op i en hospitalsseng på Gentofte sygehus. Hvad der skete i tiden derimellem har han siden fået fortalt, selv kan han intet huske fra han faldt livløs om på toppen af den cirka 20 meter høje silo. Kollegaen på taget løb efter hjælp og ringede samtidig 112. Medarbejderne på malteriet havde alle fået førstehjælpskursus, så hjælpen var heldigvis for Ib Skovgaard tæt på og de medbragte fabrikkens hjertestarter, som fire gange gav stød til Ib Skovgaard inden ambulancen nåede frem. Derefter måtte fire mand bære ham ned ad vindeltrappen til siloen og en femte sørgede for, at han fik luft. Efter først at være blevet kørt til Næstved sygehus blev han med politieskorte kørt videre til Rigshospitalet i København, hvor han efterfølgende fik en firedobbelt bypassoperation.

Alt er bedre end intet
I dag bliver hjertepatienter sendt direkte til Rigshospitalet – ofte med helikopter – udenom alle andre hospitaler i Region Sjælland.

Ifølge deltagerne på onsdagens event i Vordingborg øges chancerne for overlevelse markant, hvis man får hurtig hjælp i forbindelse med et hjertestop og Ib Skovgaard har et budskab til alle dem, der aldrig har fået taget et førstehjælpskursus eller ikke har fået det genopfrisket det de seneste mange år: Det værste man kan gøre er ikke at handle. Alt er bedre end intet, siger han og vil dermed minde os alle om, at vi alle kan hjælpe, også selvom vi ikke har helt styr på, hvordan.

Hvem melder sig?
Selvom Ib Skovgaard blankt erkender, at han ikke ville være i live i dag, hvis ikke medarbejdere på malteriet i sin tid havde været i stand til at give ham førstehjælp, så regner han ikke med at tilmelde sig regionens app – heller ikke selvom han godt kan give førstehjælp.

– Jeg er uddannet og kan gøre det, men om jeg vil tilslutte mig den app, det er jeg ikke sikker på. Jeg har ikke besluttet mig endnu, siger han og kan ikke forklare, hvorfor han ikke har lyst til at melde sig. Samme dilemma står Ellen Vibede Destremau i. Hun gav sidste år livgivende førstehjælp, da Bent Olsen fik hjertestop i Nordhavnen: Jeg kunne godt overveje det, men må vide hvad kriterierne er, siger hun og vil eksempelvis vide, om man kan blive kaldt ud mens man er på arbejde, og er app’en geografisk låst? De spørgsmål svarer generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem på: Man kan gøre sig inaktiv eller aktiv i app’en, siger han, hvorved man selv kan gøre sig inaktiv, hvis ens arbejdsgiver ikke er interesseret i at man pludselig forlader sit arbejde for at redde et andet menneske. Desuden registrerer systemet automatisk, hvor i landet, man befinder sig og kalder op til de personer, der er tættest på en ulykke. Den første person, der svarer, at vedkommende tager til stedet, bliver navigeret til den tilskadekomne, den næste der melder til dirigeres til nærmeste hjertestarter og derefter hen til den tilskadekomne. Den tredie person, der melder ind skal assistere de to første samt tage imod de professionelle falckreddere. Når tre personer har meldt sig, lukkes opgaven for alle andre.

Klaus Nørlem håber, at app’en bliver en succes og at den med tiden vil blive udvidet til også at omfatte andre former for førstehjælp end hjertestop.

Det skal støttes
Bent Olsens søn, Thomas Olsen, der var tilstede under faderens hjertestop sidste år, har ikke tøvet med at tilmelde sig: Jeg var den første, der gav ham hjertemassage; jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme til at bruge det – og slet ikke på min far, fortæller han, men er i dag taknemmelig over den hjælp, hans far fik også fra de andre, der var tilstede under ulykken. Han er derfor ikke i tvivl, når regionen beder om at folk med et førstehjælpskursus tilmelder sig tjenesten.

– Det skal støttes, siger han.

FAKTA

  • Region Sjælland og Dansk Folkehjælp tilbyder gratis førstehjælpskurser til borgere, der gerne vil tilmelde sig app’en First Aed. Et førstehjælpskursus skal fornyes hvert tredie år for at være gyldigt.
  • Alle tilmeldt app’en er forsikrede af regionen, hvis de kommer til at ødelægge noget i folks private hjem.
  • Man skal være fyldt 18 år for at kunne tilmelde sig.
  • Erfaringer fra et lignende projekt på Langeland i Region Syd viser, at et stærkt førstehjælpernetværk kan halvere den tid, der går, fra en person får hjertestop til livreddende førstehjælp påbegyndes.
  • Der er 50-60 hjertestop i Vordingborg kommune årligt.
  • I Danmark har seks ud af ti skoler har førstehjælp på skoleskemaet.

Kilde: Sydsjællands Tidende, Mille Holst