Hvad melder jeg mig til?

Hvornår og hvor tit står jeg til rådighed?

Som udgangspunkt står du til rådighed 24 timer i døgnet, men du kan til hver en tid manuelt melde dig ud og ind af systemet. Det vil sige, at hvis du skal til fest eller bare skal hygge derhjemme med et glas vin, så kan du melde dig ud. Det samme hvis du er syg, rejst udenlands eller til et vigtigt møde. Du bestemmer altså helt selv, hvornår du ønsker at være til rådighed, ud fra princippet frihed under ansvar, da det selvfølgelig skal give mening at være tilknyttet systemet.

Hvor tit kan jeg blive kaldt ud?

I Region Sjælland er der i øjeblikket omkring 800 udkald pr. år og i Region Syddanmark omkring 1.200 udkald. Da vi håber, at rigtig mange ønsker at blive frivillig førstehjælper, skal du være opmærksom på, at der kan være lang tid imellem, at netop du bliver kaldt ud. Dette betyder ikke, at vi ikke har brug for dig. Det betyder blot, at der ikke har været tilfælde med hjertestop, hvor du har været tættest på geografisk. Da det ved hjertestop er minutterne, som tæller, er det vigtigt, at så mange førstehjælpere som muligt er tilknyttet regionens udkaldssystem, således at der kan være hjælp fremme på ganske få minutter. På denne måde sikrer vi den største og bedste mulighed for overlevelse uden mén.

Hvad binder jeg mig til?  

Når du er blevet godkendt som førstehjælper, vil du får fremsendt en frivilligaftale, som du bedes underskrive.

Aftalen baseres på:

  • at du deltager i projektet på frivilligt basis, og der dækkes heller ikke kørselsomkostninger
  • at du hvert andet år deltager på et af Dansk Førstehjælpsråds vedligeholdelseskurser
  • at du anvender egen smartphone (Android minimum version 4 / IOS minimum version 7) til applikationen samt tillader GPS sporing
  • at du har tavshedspligt
  • at du så vidt muligt deltager på de møder, som du indkaldes til via din kontaktperson.

Gensidig opsigelse af aftalen

Begge parter kan til hver en tid og uden varsel skriftligt opsige aftalen.

Overtrædes færdselsreglerne under indsats, kan det medfører udelukkelse fra ordningen.

 

Danmark redder liv_forstehjaelpere_1800x1300