Anders døde – men blev reddet med hjertemassage

Anders døde, men blev reddet med hjertemassage: Jeg er ekstremt glad for at være tilbage. Hurtig handling fra hustruen og sønnen fik Anders tilbage fra “den anden side”.

Mandag 10. september sad Helle Færk og hendes mand Anders i deres stue i Næstved og så fjernsyn.

– Vi sad og hyggede os, ligesom det halve af Danmark gør sådan en mandag aften, siger Helle Færk.

Det betød en god film og lidt chokolade fra sønnens fødselsdag dagen før.

– Pludselig kunne jeg høre, at Anders sagde en mærkelig lyd, som jeg ikke kendte i forvejen. Det er helt normalt, at han falder i søvn på sofaen. Men alligevel var det en lyd, jeg ikke kendte, siger Helle Færk.

Hun kiggede over på sin mand og så, at han var “helt langt væk”. Så hun gik over og rykkede i ham, men der var ingen reaktion.

– Da gik alarmen i gang hos mig, siger hun.

– Først kaldte jeg på Anders rigtig mange gange, ruskede i ham og så skreg jeg på min søn. Han kom med det samme, for jeg plejer ikke at råbe ad ham. Så bad jeg ham om at ringe 1-1-2.

Det gjorde Lucas på 17 år. Ringede 1-1-2 og fik fat i alarmcentralen.

Hjertemassage fra hukommelsen
Det er tre uger siden, Anders Færk fik hjertestop. Tre uger, der er gået med at fortælle historien om hjertestoppet rigtig mange gange for at bearbejde oplevelsen, men også for at fortælle, hvor vigtigt det er at kunne give førstehjælp.

– Det påvirker mig meget at høre, hvordan både Lucas og Helle i samarbejde med alarmcentralen fik gjort en del for, at jeg overlevede og står her i dag, siger Anders Færk.

Helle Færk forklarer, hvordan hun selv og sønnen i fællesskab bar Anders ned på gulvet. Kvinden på alarmcentralen i Slagelse fortalte hende, at hun skulle i gang med at give hjertemassage.

– Så ville hun guide mig videre, men jeg var gået i gang, siger Helle Færk.

– Det er nok fordi, jeg har lært det engang. På dukker, selvfølgelig. At gøre det i virkeligheden er noget helt andet. Det føles anderledes, siger hun og forklarer, hvordan “man slukker en lille smule” og er “inde i sin egen lille boble”.

Dér fik hun “helt utrolige kræfter” til at fortsætte hjertemassagen i de otte minutter, der gik, før ambulancen kom.

Alarmcentralens sygeplejerske: Fantastisk stykke arbejde

I den anden ende af telefonlinjen sad Jeanette Sandberg, der er sygeplejerske og sundhedsfaglig visitator på alarmcentralen.

Hun taler hver dag med mennesker, der står i en situation, hvor de skal have råd og vejledning, mens de venter på ambulancen.

Hændelsen med Anders Færk gjorde alligevel et særligt indtryk på Jeanette Sandberg. Blandt andet fordi, hun er jævnaldrende med Anders Færk.

– Men også det, at man har folk så tæt på og kan høre, at de er påvirkede af situationen. Manden er lige blevet dårlig. Han er ikke blevet fundet livløs, men det udvikler sig under samtalen, og så er det bare om at komme i gang med at hjælpe hurtigst muligt, siger hun.

– At det ender lykkeligt, er jo superdejligt. Det kan man takke hustruen og sønnen for. De gjorde et fantastisk stykke arbejde, da de gik i gang med at hjælpe deres far og mand så hurtigt.

Danmark redder liv
Anders Færk var en tur ovre “på den anden side”, som man siger. Han døde, men blev genoplivet.

– Jeg kan ikke beskrive, hvordan det er at være der, for det husker jeg simpelthen ikke. Men jeg er ekstremt glad for at være tilbage, siger han.

– Nu blev jeg jo reddet af min kone, fordi hun kunne noget førstehjælp. Vi mener, det er bydende nødvendigt, at der er flere, der kan det.

Det er netop for at sætte fokus på vigtigheden af at kunne yde førstehjælp, at Anders og Helle Færk vælger at fortælle deres historie.

Hvert år får 3.500 danskere nemlig hjertestop. Knap tre fjerdedele af alle hjertestop sker ifølge Dansk Hjertestopregister i folks eget hjem, og chancen for at overleve derhjemme er meget lavere, end når man er ude blandt andre mennesker.

Derfor er projekt Danmark Redder Liv i fuld gang med at engagere flere borgere i at kunne give den slags livreddende førstehjælp, som Helle gav Anders.

– Man skal ikke være nervøs, for det her er noget, alle kan. Alle på alle niveauer kan lære førstehjælp. Man kan ikke gøre noget forkert. Det eneste, man kan gøre forkert, er ikke at gøre noget, forklarer René Bergmann, der er førstehjælpsinstruktør og ansat i Region Sjælland.

Samarbejde mellem regioner og NGO
Danmark Redder Liv er et samarbejde mellem Region Sjælland og Region Syddanmark, Firstaed og Dansk Folkehjælp.

Klaus Nørlem, der er generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, forklarer, at Danmark Redder Liv skal være med til at styrke det præhospitale beredskab, så chancen for overlevelse ved et hjertestop bliver større.

Danmark Redder Liv giver frivillige et førstehjælperkursus, inden de bliver koblet til et udkaldssystem.

Korpset af frivillige førstehjælpere tæller allerede 1.596 personer i de to regioner. Målet for Region Syddanmark er 1.600, mens det for Region Sjælland er 2.000 nye førstehjælpere.

Især i hjemmene, hvor redningsprocenten er lavest, er det vigtigt, at der er en førstehjælper i nærheden, der kan give hjertemassage eller bruge en hjertestarter.

Håber at flere vågner op
– Jeg håber, at mange vågner op og tager et førstehjælpskursus, fordi det nytter, siger Helle Færk, der selv fik brug for den førstehjælp, hun engang havde lært.

– Oplevelsen har betydet, at jeg ser på hverdagen på en anden måde, siger Anders Færk.

– Jeg har været ovre på den anden side, og nu er jeg tilbage, så dagene bliver nydt på en anden måde. Tanken om, at jeg er blevet reddet af min familie, kommer jævnligt, så jeg er dybt taknemmelig over Lucas’ og Helles indsats den mandag aften, tilføjer Anders Færk med et blik på sin kone.

– Den kan ikke sidestilles med noget andet.

– Jeg er simpelthen så kisteglad og lykkelig for, at jeg stadig vågner op ved siden af min mand, siger Helle Færk.

Kilde: dr.dk